Forside    Hvem    Kontakt    Shop

Man undrer sig nok nogle gange som voksen.

Man fødes, vokser op I en tro på at alt er godt, at alt er trygt, at alle elsker en.

Der var trygt derhjemme, beskyttet måske, omverdenen kendte jeg ikke meget til, jeg havde nok I den vej, hvorpå vi boede. Der var ikke langt til skole, mine venner boede lige omkring mig, ikke langt fra mig, I mange tilfælde I løbet af min barndom, boede de på samme vej.

Trygheden lå ikke bare I, at jeg kom fra et godt hjem, men måske også I, at jeg ikke vidste hvad der var derude, ikke kendte den verden der omgav den dengang lille villavej, hvor der ikke på det tidspunkt boede så mange pga træer og marker.

Der var nu trygt derhjemme, vi var måske ikke rige, min far havde kun en bil I en lille årrække, vist nok pga han var repræsentant for et isoleringsfirma. En lille Fiat 127, orange.

Men vi manglede ikke noget, havde ikke noget savn som jeg husker det.

I det hele taget en tryg, god, kærlig familie.

Det gode ved den barndom jeg havde var nok, at jeg netop var beskyttet, eller så er verden bare blevet et mere voldeligt sted, og mennesker mere kolde,

Tiden er på en måde fløjet afsted, så hurtigt er tingene udviklet sig de sidste 50 år, men menneskene er bare ikke fuldt med, forstoppelse, af alt det nye, informationer der skal forholdes til hver dag, udviklingen I hjemmene og I samfundet, ikke ligefrem I den gode retning.

Mennesker er kolde, forbrugere og ikke skabere.

Alle har for travlt til sig selv, der skal jo fyldes på, man skal følge med, nå noget.

Alt imens sjælen skriger på ro og fred, stilhed, bare at være alene.

Mange har ikke fred I hjertet, larmende stilhed overfyldes med alt man kan købe og bruge, stilhed, nej tak, vi skal videre.........

Man undrer sig.

Det underernærede indre menneske kan ikke ånde, ikke få luft, ikke leve frit, eller få råderum til at leve og vokse, er mennesker virkelig åndeligt forkvaklede? Og hvorfor ser de ikke at de er på vildspor? Er deres egne gerninger ikke bevis nok på at det ender galt?

At elske, eller ikke elske.

Kærligheden er blevet kold, cool buiesness.

Mennesker er blevet objekter for at undgå at skulle tage personlig stilling, søge deres bedste.

Man undrer sig nogle gange over hvor mange der har sagt farvel til dem selv, for at lade tidsånden få råderum, den der har save på albuerne.

Vi skulle jo alle være så gode ved hinnanden, vi skulle jo elske hinnanden, gøre godt.

Der er da mange der er kærlige og gode mennesker, men de modsatte skærer i øjnene, ripper op i sårene, det onde skygger for alt det gode der ellers sker i ens liv, gid man kunne bo på en øde ø.

Nej, at bo sammen med andre mennesker må være det eneste valg, sårbarheden på trods.

Man undrer sig nogle gange.

Findes denne tryghed mon som voksen? Kan man genopleve, eller leve sin barndoms trygge rammer igen? Skabe dem på ny?

I en tryg lille familie måske, hvor alt er lige omkring en som i ens barndom, tryghed, varme, kærlighed, alt hvad man har brug for.

Måske rives vi netop ud af denne tryghed for selv at kunne genskabe det som voksen. Vi ved hvorfra vi kom, og hvor vi er på vej hen?

Måske vi allerede har skabelonen og skal bare genskabe på ny i nye rammer, med nye omstændigheder, genskabe det tabte paradis.