Forside    Hvem    Kontakt    Shop

Mit liv

Gryden.
Det var der de lidt ældre unge holdt til, og vi lidt yngre gerne ville være med.
De kørte rundt og rundt.
Uden at ænse de farer der senere ville høre livet til.
Vi levede alle det ubekymrede liv.
Hvor alt var liv og glade dage.
Næsten kun holdt tilbage at faste spisetider, skole, og den obligatorieske nattesøvn. Gryden.
Den blev et symbol for vor ungdom.
Der vi hang ud, kørte om kap, op og ned af bakke, rundt og rundt.
Det var: Lev stærkt, dø ung.
Selv om vi ikke vidste hvad det så betød.
Vi kendte knap nok til at leve, hvordan skulle vi så kende til det at dø?
Vi havde knap nok fået dun på hagen, og skulle vi så kunne forstå livets gåder og færden?
Vi var vel usikre som så mange andre, men vi var cool, ikke at fornægte med en skråsikkerhed der sagde, at det vi havde, det var hvad der var at få, vi kendte jo heller ikke andet, vi vidste jo ikke at der var mere.
Vi kendte jo ikke til tvivl, håbløshed, frygt og fare, vi sagde det måske ikke, men inderst inde troede vi måske at sådan her, skulle det være for evigt, altid.

Handelsskolen

Men så kom enden på folkeskolen, den trygge og uden fare folkeskole, der hvor vi var kredset ind, inde bag hegn og mure, men frit til at gå rundt, gå hjem, men med de faste krav der førte med.
Pludselig var man næsten voksen, skulle tage stilling, vælge en livsvej man skulle gå, pludselig blev der lagt nye forventninger på vore skuldre, lige med eet Man blev ikke spurgt om man ville, men det kom bare pludselig, og uden at spørge os.
Vi var små voksne, men kapløbet var det samme, det kørte stadig rundt og rundt, uden måske at ret mange kunne finde rundt.
Nogle var bedre udrustet end andre, de bare spænede derud af, vidste hvad vej de skulle med deres liv, de havde hold på livet, hvad de ville, interesser, hobbies, de var et skoleeksempel på hvordan den skulle scores.
Men så var der mig.
Mig med al min uvished for hvad livet havde at byde på, jeg kom knap nok afsted i fart, men jeg fik anvist en plads på handelsskolen, for det kunne jeg nok formå.
Jeg klarede det også, sådan da.

Kunstskole og teknisk skole

)

Derefter tog jeg på kunstskole, for jeg kunne ikke komme ind på Teknisk skole som teknisk assistent, klarede begge godt, havde en evne til det kreative, måske medfødt? Godt nok var der en ven der sagde, at dette med at male skulle jeg blive ved med at gøre noget ved. Men jeg vidste ikke besked.

Produktionsskole

Bagefter blev det til produktionsskole, for jeg kunne ikke få en praktikplads som teknisk tegner, der hang jeg fast uden at komme videre med mit liv. Der var jo ikke nogen til at vise vej, det var bare, pas din plads, spis din mad, gå hjem, og kom tilbage imorgen, uden at der virkelig var nogen plan med det hele.
Men det kreative var min base også her, jeg var på multimedieværkstedet, lavede grafisk arbejde, trykkede plakater og andet, men det førte ikke til videre tanker om hvad jeg skulle med mit liv, jeg skulle jo bare tage de opgaver de nu bød mig, og så var det det. Men jeg vidste ikke besked, selv om det bare lå foran snuden på mig, nærmest råbte til mig, og sagde: Se mig, de hvad der virker i dig. Jeg vidste ikke besked.

På et tidspunkt blev jeg inviteret af en af mine barndomsvenners far til at komme til en alvorlig snak om, hvad jeg ville med mit liv, herlig spild af ord desværre, jeg sev ind af det ene øre og ud af det andet, uden at jeg forstod alvoren, betydningen af de kloge ord. Men jeg vidste ikke besked.

Bodybuilder

Fra min tid på Handelsskolen, gik jeg regelmæssigt til bodybuilding. Det var mit et og alt, mit liv, det gav mig et rush, som jeg blev høj af, jeg trænede og trænede, som om det var det eneste der glaldt. Men mere om dette senere.

Arbejde i England

Ã…rene gik, og jeg gik med, og endte ved »tilfældighedsspil« i England, hvor jeg arbejdede på en gård med grise, wow, hvor var det lykken, og sjovt nok, var det eneste det drejede sig om, var arbejde, træne en gang imellem i værkstedet og i hallen en gang om ugen, det var et enkelt l iv. Men ikke ret meget med det det drejede sig om.
Kun ved et tilfælde malede jeg et maleri, jeg snuste lige til det, og kendte symbolikken i billedet, noget som jeg senere ville komme til at arbejde meget med. Jeg snuste til det, men fik ikke helt fat i det. Der skulle gå mange år, før jeg kom ind på vejen til det kunstneriske, for jeg vidste ikke besked.

Mødet med Gud

Jeg havde en gang før stiftet bekendtskab med Gud i mine unge år. Jeg var med en ven på Mariagerstævne en sommer, og bagefter mødet blev jeg spurgt om, om jeg havde lyst til at blive bedt for, og det kunne jeg da godt. Men på vej hjem i bilen, fyldte Gud mit indre med sådan en fryd, jeg kunne ikke sige andet end, »jeg er bare glad«, det var en fylde af fryd og glæde jeg kun kan beskrive som kompakt, som man kunne tage den ud af hjertet og vise frem. Men det første dengang ikke til noget mere, det fik lov at ligge i dvale i omkring 6-7 år, indtil da jeg blev de 24-25 år.

En dag mens jeg stadig boede i England, var jeg en dag inde i Southampton for at se en film, og der på vej dertil, mødte jeg nogle kristne, som fortalte om vejen til frelse, om Gud og Jesus, om at komme i himmelen via troen på det Jesus havde gjort på korset. Jeg fik en folder, gik videre for at se filmen, men fik ikke læst den lige med det samme.

En aften da jeg havde været til en Sting koncert, på vej hjem i toget, kom jeg i tanke om at jeg havde folderen i lommen, jeg gav mig til at læse den, ved ikke om jeg forstod så meget, men efterfølgende så jeg Jesus i en drøm en nat, og om morgenen vidste jeg bare at det måtte være vejen ud af mine problemer, uden dog at kunne forstår hvorfor, men jeg vidste det bare dybt inde.

Så kommer jeg hjem, kom i den kirke jeg senere tilsluttede mig et par gange, men det var ikke lige mig, jeg forstod det ikke, og vidste ikke hvad jeg ville. Der skulle gå 5 måneder før jeg igen kom i den kirke, men en krise gjorde mig mør, troede jeg skulle dø, og efterfølgende følte jeg mig draget til at komme i kirken igen.

Kriser

Efterfølgende oplever jeg en opblomstring af liv og glæde, uden jeg dog kommer ind på min egen livsbane. Jeg blev psykisk syg da jeg kom hjem fra England af, og gik henved et lille år måske med angstneuroser, som Gud så helbredte mig for sommeren 93. Efterfølgende havde jeg 8 år hvor jeg bare løb afsted, fik uddannelse, kurser i lange baner, arbejde.

Men efter de 8 år fik jeg nogle bank af en egoist som gjorde mig psykisk syg igen, kunne ikke klare det, og der skete noget i mig, i mit indre, jeg blev diagnotiseret som mindre skizofren. Dette har så stået på siden 2001, men mindre og større prøvelser på grund af det.

Det kreative

Siden 2001 oplevede jeg en stadig opvågnen til det kunsteriske, dog uden den helt store forløsning, først en gang om ugen i kunstforeningens regi, hvor jeg mødte op, gjorde mine billeder, gik hjem og kom igen næste uge, uden at jeg midt imellem gjorde noget ved det så meget, sådan gik der nogle år, indtil en dag vi fik ansat en kunstner i det værested jeg kommer i, og der lærte jeg om alt om farver, protrætter og andet, hvilket medførte at jeg tegnede hele tiden. Dette stod på nogle år, for igen at blive til en gang ugentligt.

Som man siger: »ting kommer og går«.

En af de ting der også kom var at jeg begyndte at digte. Det startede med at jeg blev opfordret til at skrive et digt til en kunstudstilling jeg deltog i, og så tog det ellers fart. Og man kan sige at det var mit eneste faste holde sted siden 2010, hvor jeg også led meget af ambivalens, gik fra at interessere mig for teologi, så ville jeg være kunstner, og bagefter tilbage igen, frem og tilbage, og derved mistede jeg så småt min inspiration til at male og tegne, ikke portrætter, men de kunstneriske billeder jeg lavede.

Der skulle gå helt til min 48 års fødselsdag før jeg for alvor kendte min plads, med at skrive, om min kreative side med at tegne og male ved jeg stadig ikke, om det er pase, eller om det kun var for en periode, det er stadig for tidligt at sige noget om, selv om det giver mig stor glæde.

Man kan sige, at det hele var som Gryden, mit liv indtil da, rundt og rundt, uden nogen udkørsel og retning for livet, hvad jeg skulle gøre, uden skuldre at stå på.

Erfaring deles

Hvad kan man lære af dette liv jeg har levet? At man skal omgive sig med mennesker der vil mere i livet end en selv, så man kan stå på deres skuldre og derved blive hjulpet videre til selv at hjælpe andre videre på vej.

Gryden var på en måde et symbol på min ungdom, der hvor de seje lidt ældre unge holdt til, men det blev også som et symbol for min egen opvækst, at det har kørt meget rundt og rundt, uden at jeg har vidst besked om hvad det drejede sig om for mig.

Man kan sige, at livet er fuldt af gaver på vor vej, nogle snubler vi også ved et tilfælde, andre opdager vi fordi en anden opfordrer os til at lave noget til dem, og derved opdager en evne og interesse for det vi laver, nogle gaver er for en tid, for at blive erstattet af noget andet, nogle gaver oplever vi måske ikke opblomstringen af pga sygdom og andre problemer, så de ikke bliver forløste i vores liv, men alt i alt kan man sige, at gaver ligger og venter på vores vej.